Hindbær- og blommelagkage

Her kommer en let og lækker lagkageopskrift. Køb færdige lagkagebunde hos bageren, de er langt bedre end de vacumpakkede.

Du skal bruge:
3 lagkagebunde
300 gram friske eller (eller optøede) frosne hindbær
5 blå blommer
½ l  piskefløde
2 spsk sukker

Sådan gør du:
Skyl og skær de 4 blommer i små stykker. Den sidste blomme skal du bruge til pynt. Læg hindbær og blommestykker i en sigte. Drys 2 spsk sukker over. Sæt sigten over en skål, så saften kan dryppe af. Lad bær og blommer trække 15 min.
Pisk fløden til skum.
Vend forsigtigt hindbær og blommer i flødeskum.

Læg lagkagen sammen:
Læg en lagkagebund på et fad, dryp bunden med lidt saft fra hindbærene. Benyt evt. en kagering (se tip).
Hæld ca. 1/3 af hindbærskummet ud på bunden.
Læg den næste bund, tryk let, dryp bunden med lidt saft fra hindbærene.
Hæld ca. 1/3 af hindbærskummet ud på bunden.
Læg den sidste bund, tryk let. Fordel resten af hindbærskummet på toppen af kagen, glat den med en paletkniv.

Pynt lagkagen:
Skær den sidste blomme i tynde skiver, der lægges hele vejen rundt i kanten. Pynt evt. også med friske hindbær.

Tip: En lagkage bliver ekstra fin og holder formen, hvis du har en fleksibel kagering. Den kan købes i de fleste isenkræmmere og hos Specialkøbmanden.

Skriv en kommentar

Filed under Desserter

Skriv en kommentar